anmeldelser

70% lødighed, 30% halm i træskoene ... Der er kun én måde at tage Sandheden på: oppe fra og ned. Her er vi alle venner, og det er objektivt. Seneste anmeldelser står øverst (som skrevet står, af christian bonde korsgaard).

Danske tegneserier (jul, 2008) (blokanmeldelse)

Hvis nu vi siger, at der indenfor de seneste to til fire år er sket noget for danske tegneserier, så lad os bruge fem minutter på at finde ud af om renæssance bare er et ord og hvor højt der så er til loftet inde i sådan ét.

Vi får ikke det hele med, så I kan glemme alt om totalitet og generel gyldighed. OK?! Sandheden er – for en sjælden gangs skyld – relativ i dette nummer. Måden vi gør det på er dialektisk (hvor er der en ordbog?). Ja, altså, enten en ordbog eller giv gamle Hegel en frisk afstøvning på google. Hvad véd jeg? Så kører vi!

GRAPHIC NOVELS?[1]

Så vidt vi kan følge med herinde har vi modtaget to danske Grafiske Romaner. Den let sørgmodige Little Miss Nobody er et samarbejde mellem en skønlitterær forfatter og en børnebogstegner. Historien og stemningen går hånd i hånd gennem dystre storbytableauer (check stavning!). Den er en velfungerende om end noget småtskårent tegneserie. Især kunne den godt være bedre til at bruge sine tegningers tomrum til noget; enkelte af de ellers helt gode billeder kunne vist godt have brugt lidt mere omtanke og styring.

Af noget større format, på alle måder, er Teddy Kristiansens Den røde dagbog, der handler om en mand, der forsøger at opspore sandheden om en anden mands liv. På den rejse kommer vi omkring Første Verdenskrig, hvilket altid borger for kvalitet i en tegneserie. Som roman betragtet er den nok li-ige højstemt nok til at kunne bære sin mangel på action, men når den som tegneserie er så rig og givende, må Sandheden overgive sig til Kristiansens store pathos og stærke stil. Det bedste ved Den røde dagbog er, at hvert enkelt billede tåler så dyb nærlæsning, at den æstetiske oplevelse formår at gribe ind i alle vore hverdages grå stress og jag med en rolighed, der minder os om, at det hele nok skal gå til sidst og at der er trøst at finde et eller andet sted (fandengaleme: Tegneserier er en kunstform!).

GRAPHIC POETRY?[2]

På den anden side af skillelinjen finder vi så antitesen: tegneserier og noget der kun minder om tegneserier, som ikke har den store interesse i at fortælle historier. Man kan vel kalde det Grafiske Digte og forstår deraf så meget som, at de skal læses med cirkelen og ikke linjen som princip. Der er kommet en hel del og der bliver ved med at komme en hel del. Overordnet kendetegn for disse grafiske digte er, at de dybest set er højrøvede og selvglade (så selvfølgelig kan vi lide dem herinde på Sandheden). Hvis de fester gør de det først og fremmest med sig selv. Som værter er de ret så uopdragne.

Her vil vi (selvfølgelig) fremhæve forlaget Aben Malers sære 676-serie. Christoffer Zielers Pigen og Katten er et godt eksempel på det overlegne ved genren. Teksten lukker sig om sig selv med et skævt smil og en sikker streg. Brugen af mixed-media og narrative elementer (f.eks. skrift og en slags druknende logisk sammenhæng) går ikke helt lige op i helhedens aburditet, hvilket også er typisk for genren. Det ser ikke altid lige så let ud som det skal.

Signe Parkins har taget det næste skridt og leverer en ren pantomime som kun er tematisk sammenbundet. Den er endnu sværere at forstå (hvis det er det man skal) men den har nogle uovervindelige tegninger, der sværmer rundt mellem krads søvnløshed og sjove små mareridt.

Længst fremme blandt de grafiske digtere står, så vidt vi overhovedet har forstand på det herinde, Vibe Bredahl. Hun er indenfor de seneste par år udkommet med nogle tegneserielignende objekter. Den ordløse og drømmende lilleput Der var engang som er lige skøn om man læser den langsomt eller hurtigt. Og så den noget tungere Pun Birds der ligesom inkarnerer hele genren, alle styrker og alle svagheder. Bedst er den måde meningsdannelsen vrister sig fri af alle den vågne verdens kedsommeligheder. Værst er den trækvind af fortænkthed, som blæser ind gennem spillet mellem ord og billede.

ET HØJERE TREDJE?[3]

Ingen dialektik uden en syntese. Måske kan vi sige, at det poetiske og det fortællende mødes i J. M. Strids Decimal 4.0 og Henrik Rehrs Svøm. Det vi allerbedst kan lide ved de to værker er, at de – udover alt det andet de også er – umiskendeligt er tegneserier. I øvrigt er de rundhåndede givere.

Rehr følger op på sin ret så suveræne Hyldest fra sidste år og igen stryger hans streger og tanker henover læserens åndelige hud med gys, gru og glæde til følge. Svøm handler om en mand, der svømmer væk fra en by og ind i et symbol. En apokalyptisk fornøjelse.

På samme måde lykkes det Strid, egentlig med ret simple midler (især farvelægningen spiller) at få skabt store drømmeskakter en læserbevidsthed kan styrte sig ud i og flyve op-ned igennem. I decimal 4.0 tager den velkendte Strid-figur på en lille jordomrejse i et surrealistisk fartøj, der hænger sammen med hele projektet i øvrigt.

KONKLUSION?

det korte af det lange er, at Sandheden er, at: det står helt godt til for de danske tegneserier; selvom vi stadig mangler et definitivt mesterværk af international klasse – noget der vil give genlyd ned gennem tiderne.

ANMELDTE VÆRKER

Jens Martin Strid: Strid decimal 4.0. Politisk Revy, 208 sider, 250 kroner

Henrik Rehr: Svøm. Fahrneheit, 80 sider, 99,50 kroner

Oskar K & Rasmus Bregnhøi: Lille Miss Nobody. Branner & Korch, 87 sider, 179 kroner

Teddy Kristiansen: Den røde dagbog. Carlsen, 72 sider, 199,50 kroner

Vibe Bredahl: Der var engang. Aben maler, 22 sider, 35 kroner

Vibe Bredahl: Pun Birds. Hurricane Publishing, 96 sider, 149 kroner

Signe Parkins: Bordskik. Aben maler, 22 sider, 35 kroner

Christoffer Zieler: Pigen og katten. Aben maler, 22 sider, 35 kroner

[1] forkætret term.

[2] nydannelse. Du hører det først på FC – dér.

[3] hva’ sker der for spørgsmålstegnene?!

Paul A. Kring: Weneetryhl år 25.000. Forlaget Forlæns, 48 sider, XX kr.

Langt ude i fremtiden – og i det hele taget bare langt ude – farter den kvindelige dusørjæger Weneetryhl rundt i et kitschet 70’er-scifi-univers på eventyr fra en stamme af menneskeædende vandmænd til et patriarkalsk diktatur som hun uden videre problemer omstyrter. Hvis vi nu ellers kan finde vores feministiske briller frem og få dem til at stille klart …

... så er budskabet progressivt og korrekt nok: kvinder er for seje og har masser af handlekraft. Men! Og de feministiske briller ser altid et men: formen er anløben, for ikke at sige odiøs (slå det op). Check forsiden ud, så er du helt med. Den kvindelige helt er med svulmende tydelighed tegnet af en mand for mænd. Hendes proportioner, beklædning og især brysternes bevægelse når hun løber kan give enhver tegneserienørd våde drømme. Kvinden er altså (igen) blevet tingsliggjort af mandens fremstillingsformer, mere objekt end subjekt. Så hvad bliver sandheden om sådan et lille paradoks? En sej heltinde der også er for lækker.

At Weneetryhl er skabt med formerne i (u)orden – alt efter hvordan man ser på det, er i hvert fald ikke et tilfælde eller noget som forfatteren ligesom er kommet til ved et uheld han ikke selv var klar over. Så meget er klart. Udover at man ser hende nøgenbade i en sø holder Paul A. Kring sig nemlig hele tiden på den andægtige side af forargelsens legeplads. Lummerheden holdes hele tiden simrende og det mandlige bliks fascination af drømmekvindens krop brænder aldrig på. Den kække historie er egentlig lidt tyndbenet i det, men albummet er tilsammen et så let og legende spil på genrekonventioner og kønsroller, at glimtet i øjet burde kunne slå sprækker i enhver moralsk betonlægning. Samlet sandhed: 4 af 6 abehoveder.

Mike Mignola: Hell Boy – Kæmpeormen. G Floy Studio, 144 sider, 198 kr.

Her inde på Sandheden kan vi altså slet ikke stå for Hellboy og vi tør godt være platfodede nok til at sammenligne Mike Mignola med så store mestre som f.eks. Herge og Hugo Pratt. Måske er det personlige i hans udtryk ikke helt så stærkt, men det er der og det er der på den helt rigtige måde.

Stilen er umiskendelig – der er ikke noget at tage fejl af mellem stregen og farvelægningen – og i den enkelte ramme er forholdet mellem det store billede og de små detaljer altid optimalt. Han sætter ikke en streg forkert og udnytter sine virkemidler med den højeste effektivitet. Især den filmiske fortælleteknik og den måde kompositionen forankres i store sorte flader som giver både harmoni og dynamik.

I forhold til tidligere albums udfordres Hellboy, underverdenens svar på James Bond, lidt heftigere i Kæmpeormen. Den har noget dommedag over sig og minder lidt om en afslutning af sagaen. Det flyvende hoved af en nazistisk okkultist, Herman von Klemt, assisteret af sin krieg-affe, forsøger at udslette alt liv i universet – intet mindre kan gøre det. I baggrunden lurer kendte og ukendte bifigurer. Det klæder Mignola at sætte lidt mere fremdrift i sine overlegne spil med klichéerne end han plejer at gøre, men der er trods alt stadig to, tre takker op til den allerstørste episke spændvidde.

Og hvad er så sandheden? Sandheden er som sandheder bør være. Den er enkel og den er: det holder. 5 ud af 6 affen-köpfer.

Barbucci & Canepa: Sky Doll 1 – 3, ”Den falske by”, ”Aqua”, ”Genopstandelsen”. Faraos Cigarer, 50 sider, 129,50 kr. (stk)
Efter at have beskrevet Sky Doll som en professionel og højglanspoleret udfyldning af science fictionens mest standardiserede standarder, skal vi til at finde de feministiske briller frem igen. Lad mig se, hvor er de nu blevet af …
   Et ”dynamisk” makkerpar flyver rundt blandt stjernerne på en hemmelig ”mission” for den syndige pavinde Ludovique og alt det der foregår er så meget set før at jeg får ondt i øjnene af at afkode de flotte og farvestrålende konstruktioner. Hvis man ville være decideret nedladende skulle man kalde Sky Doll for en parentetisk bakteriegevækst på Jodorowsky & Möbius’ Inkal-saga. Det eneste der sådan set hæver albummet over ligegyldighedens ildprøver er den måde kærlighedsdukken Noa er begrebet på. Hun er, tjah, det hedder det vel: en luddermaskine, en robot designet til købesex. Og det bliver sådan lidt, øh, problematisk at hun er tegnet på den der Lolita-agtige måde hvor barnlig uskyldighed blandes sammen med store bryster, svulmende læber, lange stænger og så videre.
   Hvor Weneetryhl har noget gedigen humor at sætte op imod sine klichéer har Sky Doll … ja, nogle gange er sandheden sørgelig … slet ingenting. Plottet er for småtskåret og verdenen udforskes ikke med megen dybde. Der er for få panoramaer og de bærende idéer er for tamme og gamle til at kunne bære mandeblikkets støden ind i sit begærs barnagtige objekter.
   Sandheden er småtrist og kedelig for Sky Dolls vedkommende. Objektivt og ikke til at bide skeer med: 2 abehoveder af 6 for en glat overflade.

veloplagt og selvoptaget

Martin Kellerman: Rocky 3: Thug Life. Politisk Revy, 176 sider, 198 kr.

Hele Skandinaviens glammende antihelt … Så blev Rocky rundt regnet 10 år gammel. Som tiden dog flyver i det dårlige selskab. Og har han så, om man må spørge, stadig nosserne? Sandheden er: Det har han.

Sandhedens underside er: Jeg tror ikke han er helt så cool som han har været og som han vist nok selv tror han er. Han er vist med årene blevet lidt mere mavesur og ping-pongen mellem billede og tekst er ikke helt så spændstig som den har været. Replikkerne er også blevet lidt tungere og mere konstruerede, sådan lidt for sit-com-agtige, lissom. Det er stadig narcissistisk men på en tyndere måde.

Når det så er sagt, vender vi tilbage til udgangspunktet og sandheden, som er: Rocky er et usædvanligt slidstærkt koncept, mættet af selvironi og satire med spark i.

Samlet sandhed: 5 ud af 6 (og så har vi også givet lidt ved dørene).

selvoptaget og tung i røven

Craig Thompson: En dyne af sne. Illustreret roman. Forlaget Fahrenheit, 592 sider, 299,95 kroner.

Vil du ha’ mursten? Så skal du få mursten? En dyne af sne er, som dyne betragtet, helt klart på den tunge side, men af en tegneserie på små 600 sider er den let, ja ligefrem behagelig, at læse. Den fænger og flyver. Man skulle tro det ville blive kedeligt at følge med i Craig Thompsons lange opgør med et fundamentalistisk kristent amerikansk miljø, men den detaljerede og dybdegående skildring af forelskelsen i den engleagtige pige Raina redder gang på gang fortællingen fra selvretfærdighed og tomgang. Især har Thompson et godt blik for hverdag og landskaber.

Nu om dage er det jo sådan, at en tegneserie først bliver rigtigt fin på den, når den også er en roman og på det punkt må man nok sige, at det er længden snarere end højden der redder Thompson i land. Han har givet sig i lag med en voldsom dæmonisering – bl.a. et hyggeligt lille incest-tema – som han ikke har fuld kunstnerisk kontrol over. Derfor har hans store sympati for sig selv det med at stivne i de ekstremt stereotype og negativt tonede karaktertegninger af alle andre mennesker end ham selv og Raina (men hun er da godt nok også sød). Hvis En dyne af sne havde været en regulær roman af samme længde, ville ikke engang en fuldtidsansat forlagsredaktør med en blyant i røven gide tygge sig gennem den lange række selvbiografiske ostemadder.

Sandheden er: En dyne af sne er en god og rimeligt rolig tegneserie og en anspændt, halvdårlig roman. Samlet sandhed: 4 ud af 6 abehoveder (og det er endda lidt fedtet men vi giver ikke ved dørene (hver gang)).

den er helt i vatter

J. Rybka & T. Capezzone: H. C. Andersen Junior – Munkens hemmelighed, 46 sider, 80 kroner

På en kirkegård ved nattetide samles de blåtonede spøgelser af så store historiske personligheder som Edgar Allen Poe, Victor Hugo og Ove Sprogø for at høre H. C. Andersen fortælle om sin magiske hat. Det er en rammefortælling, der kan bære lidt af hvert og denne gang handler historien om fortællerhattens djævelske oprindelse. Det bliver lidt sådan små-faustisk, men helt vildt satanisk bliver det dog ikke.

H. C. Andersen Junior er en tegneserie strengt for børn og som sådan lidt svær at hade. Især fordi stregen og abstraktionsniveauet er så smølft, at man nærmest bliver nødt til at kramme hele konceptet i naiv begejstring over den tekniske udførsels høje niveau (selvom de store helsides tegninger godt kunne have fortjent større kærlighed). Samspillet mellem den organiske tegnestil, fortællingens sikkerhed og computergrafisk farvelægning er ganske vellykket. Men sandheden er: at HCA-junior ikke udnytter sit potentiale. Man spiller med alt for høj sikkerhed. Der bliver simpelthen scoret for få mål i begge ender af banen og den slags kan godt skræmme publikum væk med sine skarpe og rette vinkler.